Referat ordinær generalforsamling

Referat af EbeltoftS.net årlige ordinære generalforsamling 27/2 2025

 


1. Valg af dirigent.
Som dirigent valgtes Charlotte Holst, der konstaterede, at der var enighed om at betragte generalforsamlingen som lovlig indvarslet og beslutningsdygtig.
                       
2. Valg af Stemmetællere.
Der blev valgt 2 stemmetællere, men det blev ikke aktuelt da generalforsamlingen enstemmigt valgte at stemme ved håndsoprækning.

3. Valg af referent
Charlotte Holst blev valgt

4. Formandens beretning
 

EbeltoftS.net havde sin stiftende generalforsamling den 12.september 2002 på Daghøjskolen i Ebeltoft.

Formålet med foreningen var især at få bragt internet ud til de steder i kommunen, hvor der ikke var mulighed for det på daværende tidspunkt. Til en pris som alle kunne betale.


I 2004 da jeg overtog formandsposten var der 7 tilsluttede på 1 knudepunkt i fuglekvarteret, ingen penge i kassen, og ikke nogen supportere.

Bjarke Nielsen som stiftede DjurslandS.net og alle egnsnettene, og som var den visionære og praktiske drivkraft i at få bragt internet til en billig pris ud til husstandene på Djursland, var en uundværlig hjælp i at få samlet kapital til at vi kunne få råd til at lave flere sendepunkter, så vi kunne få løbet EbeltoftS.net i gang. På den tekniske og support siden i opstarte stod Stefan Brodersen altid klar.


Efter ganske kort tid, fik vi samlet et hold af virkeligt dedikerede frivillige som byggede net på livet løs.  Thomas Helligsøe var den første jeg fik hvervet til at bygge net, og efter kort tid kom Bent og Jutta Skytte, og derpå Carsten Grønfeldt.  De 4 gjorde en helt ufattelig indsats for at lave alt det praktiske i drift af net, routning, etablering af antennepunkter, kravle i master, og koble brugere på.


Vi har gennem tiden også haft hjælp fra blandt andet Jan Jensen som også var med i opbygningen af net og antennemonteringer. Henning Carlsen som både bidrog til teknik men også den administrative side.


Thomas og Carsten overtog faklen 100% fra Bent og Jutta da de efter nogle år takkede af. På det tidspunkt var der omkring 500 medlemmer, og flere kom til derefter. Nettets økonomi var sund, og gav et afsæt for at vi kunne bygge ud i områder vi ellers ikke ville have haft midlerne til.  Den økonomi gav os også muligheden for med jævne mellemrum at opgradere sendere og brugergrej, og sørge for at det kørte så godt som overhovedet muligt. 

På den administrative side, har Ingolf Skipper været med som næstformand i de fleste af årene og har på den administrative kant lagt et rigtigt stort arbejde i at holde dokumentationen up to date med referater og masteaftaler.


Vores første frivillige kasserer - Ellen Bidstrup gjorde en enorm indsats og fik fuldstændig styr på alle brugerne, og lagt det hele over i et bogføringsprogram som vores Revisor også brugte på daværende tidspunkt.  Gisela Nielsen overtog kassererposten og gjorde ligeledes en stor indsats i at holde et fast greb om brugere, regninger, og bogføring. 


Arne Bojesen overtog fra Gisela og fik EbeltoftS.net opdateret til et helt nyt og tidssvarende system, også med en stor og fokuseret indsats. Da Arne takkede af sidste år, manglede vi en frivillig kasserer og måtte derfor ty til at betale os for det.


Bestyrelsen har i alle årene forsøgt at tiltrække frivillige til at hjælpe med nettet, vi har i de årlige nyhedsbreve som er sendt ud med indkrævningerne forsøgt at informere om året der gik i foreningen, samt at kalde på mere frivillig hjælp -både til bestyrelse, support, teknik, administration.  Det er ikke lykkedes. Dér hvor succes´en har været størst gennem årene er når vores supportere og netbyggere har talt med brugerne i ”marken”, eller til generalforsamlingerne hvor vi blandt andet sidste år var heldige at få Lene Petersen med i bestyrelsen, som er gået på med krum hals og trofast er mødt op til alle møder, med velgennemtænkte spørgsmål og stor interesse.

 

Vi har de senere år kunnet se hvor det bar henad, og har haft forskellige løsningsmodeller oppe og vende i bestyrelsen i alt lige fra ansættelse af tekniker på flexjob, over til fast indkøb af hjælp udefra, til aflønnede frivillige.  Men erkendelsen er også, at så vil der være ubalance i foreningen for de frivillige som bruger mange timer af deres fritid gratis, imedens andre får betaling for det samme arbejde.

 

Efter sidste års generalforsamling, har bestyrelsen i EbeltoftS.net af 4 gange i løbet foråret og efteråret inviteret de andre egnsnet på Djursland til net-møder og workshops, for at se om vi på nogen måde kunne bidrage og lære af hinanden. Men også for at se om der kunne skabes en form for samlet løsning på det dilemma stort set alle egnsnettene står med, nemlig manglen på frivillige. Det er den gamle garde der som udgangspunkt står tilbage, og trofast kører nettene videre. 

 

Vi kunne konstatere at nettene har forsøgt forskellige metoder for at holde sig kørende, men tilbage stod at vi ikke var i stand til at løbe et stærkt samarbejde i gang. Der er en følelse af afmatning som kommer fordi for få har ansvaret, og der ikke ser ud til at være nok der kan hjælpe med at løfte det.

 

Det næste vi gjorde, var at kontakte Fibia for at se om vi kunne forhandle en god pris på fiber til vore medlemmer.  Det brugte vi en god bid tid på, men tilbagemeldingen blev, at det ville Fibia ikke fordi vores medlemmer boede for spredt.

 

Forhandlinger med en leverandør af G5 om net til vores medlemmer blev opgivet, fordi vi skulle investere for meget i modtagerradioerne, - og hvad skulle vi så stille op med de medlemmer som ikke ville have 5G, det ville ikke være reelt overfor dem.

 

 

Derfor så bestyrelsen ingen anden udvej end at stemme om opløsning af EbeltoftS.net, og det blev vedtaget med en flertalsbeslutning i bestyrelsen.

 

Som formand er jeg ufattelig stolt. Stolt over de frivillige jeg har haft æren af at arbejde sammen med gennem årene, og som har løftet driften og bygningen af nettet så ansvarsfuldt. Ikke kun på grund, men ofte på trods.


Det kræver engagement at stå ude i isnende vind på stormende aftener og få noget grej til at virke, det kræver noget at bygge knudepunkter op fra grunden endnu engang når stormene har lagt dem ned, lynet har ramt eller isen har været så tung at grejet er knækket. 


At hænge i et tyndt seletøj 45 meter over jorden i Skelhøjemasten i flere timer, for at sætte nyt grej op, fejlsøge og trække nye kabler, samtidig med at der er blæs på. 


At overvåget driften dag og nat, og rette de ting der går galt inden brugerne mærker til det. At have overblik over routning som forbinder knudepunkterne med servere og brugere, etablering af teknikken til de forskellige knudepunkter, opsætning af servere og tage supporttelefonen, og forsøge til hver en tid at hjælpe alle som har behov.


Den indsats vil jeg gerne have, står tilbage som et eftermæle over et virkeligt stærkt hold af frivillige – især kernen af dem som har brugt tusindvis af timer over mere end 21 år, på at bringe billigt trådløst internet ud til vores medlemmer.


Vi har været en særdeles stabil forening, som desværre lider af majoriteten af tidens foreningers samme syndrom: Mangel på frivillige i det omfang der er nødvendigt for at kunne holde skruen i vandet.


Der er dog én ting som har gjort og gør det hele værd, for det skal på ingen måde lyde som en klageberetning.  For det er det bestemt ikke. 

Det er et eftermæle for en forening hvis fundament har hvilet på medlemmer som har støttet, valgt os til fordi vi er lokale, har været klar med kaffe når vi har været ude, har rost os, og har været helt fantastiske.

 

Tak fra formanden

Charlotte Holst

Formandens beretning enstemmigt vedtaget



5. Fremlæggelse af årsregnskab, og budget eller handlingsplan for det kommende år, til godkendelse.

Årsrapporten blev enstemmigt godkendt.
Handlingsplan for det kommende år, er direkte afhængigt af beslutningen af de indkomne forslag.

6. Fastsættelse af kontingent, sponsorater m.m.

Det blev vedtaget at der ikke skulle opkræves kontingent for 2025, afhængigt af vedtagelse af forslag 1 på den ekstraordinære generalforsamling.

7. Behandling af indkomne forslag:

Forslag 1
Opløsning af foreningen, da det ikke er lykkedes at hverve frivillige til at drive foreningen på teknisk og administrativ side, dette blev enstemmigt vedtaget.
Men udløser at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, da vedtægterne ikke kan ændres uden 3/4 af medlemmerne er mødt op.  Alle stemmeberettigede stemte for at forslaget går videre til ekstraordinær generalforsamling.

Forslag 2
Overførsel af restformuen når foreningen har betalt for at få alt grej og master pillet ned, kontrakter betalt ud, advokatregninger, revisor udgifter o.s.v., til en fond der hvor der kan ansøges om midler til kultur, velgørenhed, foreninger og lignende, - så pengene bliver til nytte i det område som vore medlemmer har fået net i. Et eventuelt restbeløb til medlemmerne vil kræve at de betaler skat af det. Gennemførsel af forslaget forudsætter ændring af vedtægterne.
Derfor udsættes forslaget til den ekstraordinære generalforsamling.
Alle stemmeberettigede stemte for, så forslaget går videre til ekstraordinær generalforsamling.

  

Forslag 3

Forslag om et en gangs vederlag til bestyrelsens medlemmer på kr. 30.000 som kun effektueres hvis foreningen opløses.
Forslaget blev enstemmigt vedtaget.

8.Valg til bestyrelsen.
Charlotte Holst og Carsten Grønfeldt – som begge modtog genvalg.

9.) Valg af revisor.
Revisor firmaet Grant Thornton

10.) Eventuelt.
Ikke noget til eventuelt

Referat fra Ebeltofts.Net´s årlige ordinære generalforsamling 27/2 2024




1.) Valg af dirigent Bestyrelsen foreslog Charlotte Holst - Det blev vedtaget enstemmigt. Charlotte takkede for valget, og konstaterede at generalforsamlingen var indkaldt efter vedtægterne.


2.) Valg af stemmetællere Bestyrelsen foreslog at det kun skulle ske hvis det var relevant (det blev det ikke). Enstemmigt vedtaget.


3.) Valg af referent Bestyrelsen foreslog Charlotte Holst.

Dette blev vedtaget enstemmigt


4.) Formandens Beretning
Teknik Vi skifter løbende til sidste nye grej over hele sendeområdet. Der har været en del opgraderinger rundt omkring, og brugerne får stille og roligt skiftet til det nye grej efterhånden.
I foråret og sommeren var vores teknikere igennem en større omgang da masten på Dianavej i Holme skulle afmonteres, og vi kunne derfor ikke længere sende derfra. Ny blev etableret på Dråby Strand Camping, og alle brugere er sat på. Det var et stort og tidskrævende stykke arbejde som der blev lavet.
Brugere Vi oplever desværre et faldende antal brugere grundet fiber. Men også bortgang og fraflytning har tæret på antallet i 2023.
Markedsføring Foreningen har prøvet forskellige tiltag til at få flere brugere blandt andet annoncering i ejendomsmægleravisen for Syddjurs. Det gav desværre ikke rigtigt noget, andet end erkendelse af at vi skal prøve i en anden retning så det gør vi.
Frivillige Vi mangler – stadigvæk - frivillige som har lyst til at deltage i det mere tekniske aspekt.
Administration Vi har desværre måtte sige farvel til vores kasserer, Arne. Og jeg vil gerne takke Arne for det kæmpe store stykke arbejde han har gjort på posten, med at implementere et helt nyt system. Tak.
Det er svært at finde frivillige. Rigtigt svært. Så bestyrelsen blev enige om, at regnskabet fremover varetages af en bogholder fra vort Revisor Firma, og formanden har midlertidigt taget kontakten med vore medlemmer, når de ringer for at tale med kasseren.
Tak Vores frivillige arbejder hårdt i deres fritid på at drive nettet både på den tekniske og den administrative side. Det vil jeg gerne takke dem oprigtigt for.
Formandens beretning enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.


5.) Fremlæggelse af årsregnskab, og budget eller handlingsplan for det kommende år, til godkendelse Årsregnskab og handlingsplan enstemmigt godkendt af generalforsamlingen.


6.) Fastsættelse af kontingent, sponsorater m.m. Bestyrelsen foreslog at vi holder ved de 120 kr. kontingent, og at vi holder ved vores sponsorater af Håndboldhold og gratis net i forsamlingshuse, idrætshaller og lignende frivillige initiativer Enstemmigt vedtaget.


7.) Behandling af indkomne forslag Der var ingen indkomne forslag.


8.) Valg til bestyrelsen


Thomas Helligsøe stillede op igen, Henning Carlsen og Arne Bojesen gjorde ikke. Lene og Ingolf Skipper er valgt ind.
Enstemmigt vedtaget Suppleant: Mangler.


9.) Valg af revisor. Bestyrelsen foreslog at vi holder ved Kvist og Jensen. Enstemmigt vedtaget.


10.) Eventuelt
Vi skal indhente information om adgang til fiber ud til de mindre sendesteder.